Hvem er jeg egentligt? Er jeg landet på det rigtige studie? Bliver mit forhold til mine forældre nogensinde bedre? Finder jeg mon drømmemanden? Jeg har fået ønskejobbet – men hvorfor er jeg så ikke glad? Er hun den jeg skal have børn med? Vil jeg overhovedet have børn? Har jeg nået at udleve alle mine drømme? Tør jeg?
…Tør jeg at blive voksen?
Ovenstående er spørgsmål vi dagligt møder i psykologpraksissen. Fortvivlede og kloge unge mennesker, der sådan ønsker svar og retning i sit liv, men som forvilder sig vild i det store net af diskrepans, bestående af modsatrettede forventninger, samfundsnormer, ønsker og drømme.
Medierne er hurtige til at fortælle os, at den generation, som lige nu er et sted i 20’erne og start/midt 30’erne er generationen, som er forkælet og utaknemmelig. Vi har alle muligheder foran os, og vi er mere velstillede end nogensinde før. Vi skal bare tage for os. Men sandheden er den, at med en masse muligheder, kommer en masse muligheder for at fejle. Masser af muligheder for, at tærsklen til voksenlivet føles uoverskuelig og farlig. Og vælger man forkert, er det ens eget ansvar. Det er ens eget ansvar, hvis man fejler… Og det mærkes. Tallene for depression, angst og stress blandt unge boomer, og unge finder fortvivlet deres vej til psykologerne.
Min dygtige psykologkollega, Mette Bratlann, arbejder særligt med livskriser blandt unge voksne og har haft en masse samtaler med unge, som står over for eksistentielle kriser. På baggrund af disse erfaringer har hun navngivet begrebet Kvartvejskrisen. I 2019 udgav hun bogen “Kvartvejs – Om at finde vej ind i voksenlivet”. Her beskriver Bratlann præcis, hvad nutidens unge står overfor, og hvorfor de gør det.
“Når vi tilbringer mere og mere tid i selskab med hinandens udstillingsvinduer fremfor den ægte kød-og-blod-version, er det måske ikke så mærkeligt, hvis der sniger sig en følelse ind af, at alle de andre lever et både flottere og rigtigere liv end dig.”
Du er ikke alene
Bratlann beskriver en række klienters eksistentielle udfordringer, som ikke blot viser læseren at denne langt fra er alene med sine problemer, men som også giver et indblik i den terapeutiske proces. Ligesom i bogen Måske skulle du snakke med nogen af Lori Gottlieb, kommer vi ind i psykologens hoved og hører hvad denne tænker. Allervigtigst er dog, at læseren også får svar på mange af de spørgsmål, som unge stiller sig selv i dag. Måske ikke direkte, om hvorvidt dyrlægestudiet er drømmestudiet, eller om det er Anders man skal være sammen med resten af livet, men svar på, hvordan man forholder sig til sin tvivl og mulighed for at fejle. Hvordan man har sig selv med, og hvordan man i det hele taget finder modet til at tage ansvar og til at træffe valg. For det smukke ved kriser og kaos er netop potentialet for, at der skabes noget nyt. Nye måder at forholde sig til sig selv, andre og livet på.
Vi genkender gruppen
At læse bogen Kvartvejs er som et kighul ind i vores egen praksis hos Elena Leah & Psykologerne. Mange af dem, som kommer hos os er nemlig også i midt 20’erne til midt 30’erne. Og det er ikke sjældent at eksistentielle tematikker dukker op, hvor vi som psykologer bliver en guide på livets vej. Vi er meget ydmyge for denne meningsfulde opgave og har i vores iver efter at hjælpe unge lavet en konkurrence i samarbejde med Mette Bratlann og Forlaget Gyldendal.
Vind bogen
Vi udlodder et eksemplar af Kvartvejs – Om at finde vej i voksenlivet. For at deltage i konkurrencen skal du under dette indlæg skrive, hvad du bokser med i livet. Hvorfor er det svært at være dig?
Husk at tilføje mailadresse.
En vinder trækkes og kontaktes direkte d. 09.09.22. Bogen sendes med posten ved aftale.
9 Kommentarer
Simone · 27. august 2022 kl. 4:40 pm
Jeg bokser enormt meget med at finde min rette hylde i en verden hvor uddannelse/arbejde har så stor en betydning for ens identitet. Jeg synes det er svært at lade være med at sammenligne sig selv med andre, og hvor de er i livet, når man kan være så mange forskellige steder i livet som 26-årig. Jeg tror denne bog ville kunne give mig en større forståelse for mig selv samt andre og give mig nogle redskaber med mig på min vej.
Laura Mikkelsen · 6. september 2022 kl. 4:40 pm
Det lyder som den fineste og tiltrængte bog til en ungdom, hvor vi alle bokser med noget, og det nok kræver en indsigtsfuld “voksen” som din kollega at kunne sætte sig i vores sted i en lidt anderledes virkelighed.
Selv er jeg rundet de 22, som jeg stærkt satser på er kvartvejs. Og de fleste år er gået med at kæmpe, senest 2,5 med traumebetinget depression, som æder af min ungdom. Så jeg ville elske at læse lidt om de udfordringer, andre i en mindre patologisk hverdag står over for, og som jeg sikkert også kan genkende.
Marie · 6. september 2022 kl. 5:50 pm
Jeg bokser til tider med følelsen af ikke at være god nok. Som nævnt i opslaget hænger det nok sammen med, at vi lever i en præstationskultur, der fokuserer mere på det man gør, frem for det man er. For at være mere specifik, har jeg stadig (som midt i 20’erne) svært ved mit udseende. Da jeg er i en generation, hvor de sociale medier er en naturlig del af hverdagen, er det svært ikke at samenligne sig selv med andre. Det har helt klart påvirket mit selvværd i en negativ retning, at jeg har sammenligne mit liv og mit udseende med andres “perfekte” billeder. Jeg håber, at bogen vil kunne give mig indsigt i andre klienters historier. Gerne hvor de, lige som mig selv, kæmper for at finde deres plads og et sted hvor de føler, at de hører til.
Marie · 6. september 2022 kl. 5:02 pm
Jeg bokser til tider med følelsen af ikke at være god nok. Som nævnt i opslaget hænger det nok sammen med, at vi lever i en præstationskultur, der fokuserer mere på det man gør – frem for det man er. For at være mere specifik, har jeg stadig svært ved mit udseende. Da jeg er i en generation, hvor de sociale medier er en naturlig del af hverdagen, er det svært ikke at samenligne sig selv med andre. Det har helt klart påvirket mit selvværd i en negativ retning, at jeg har sammenlignet mit liv og mit udseende med andres “perfekte” billeder. Jeg håber, at bogen vil kunne give mig indsigt i andre klienters historier. Gerne hvor de, lige som mig selv, kæmper for at finde deres plads og et sted, hvor de føler at de høre til
Marie · 6. september 2022 kl. 5:09 pm
Jeg bokser til tider med følelsen af ikke at være god nok. Som nævnt i opslaget hænger det nok sammen med at vi lever i en præstationskultur, der fokuserer mere på det man gør, frem for det man er. For at være mere specifik, har jeg stadig svært ved mit udseende. Da jeg er i en generation, hvor de sociale medier er en naturlig del af hverdagen, er det svært ikke at samenligne sig selv med andre. Det har helt klart påvirket mit selvværd i en negativ retning, at jeg har sammenlignet mit liv og mit udseende med andres “perfekte” billeder. Jeg håber, at bogen vil kunne give mig indsigt i andre klienters historier. Gerne hvor de, lige som mig selv, kæmper for at finde deres plads og et sted hvor de føler, at de hører til.
Elena Leah · 10. september 2022 kl. 6:18 am
Kære Marie
Tak for dit svar og din deltagelse.
Du har vundet bogen Kvartvejs af Mette Bratlann. Jeg kontakter dig mhp. overdragelse af bogen.
God lørdag.
De bedste hilsener
Elena
Rikke Kjølsen · 6. september 2022 kl. 5:13 pm
Jeg bakser konstant med spørgsmålet, om jeg gør ting rigtigt: var det det rigtige valg at flytte tilbage til Danmark? Er jeg en god nok mor? Har jeg valgt den rigtige uddannelse? Elsker jeg mig selv nok? Hvordan kan jeg blive et bedre forbillede for ingslev og mine børn?
Livet er fuld af spørgsmål – og bekymringer. Og selvom man ikke kan besvare alt eller få alle bekymringer ude af verdens , så kan en bog som denne dog alligevel hjælpe. Måske.
Sofie Nielsen · 6. september 2022 kl. 5:32 pm
Jeg tror ikke nødvendigvis det er mere svært at være mig end det er at være alle andre. Jeg bokser med at finde mig til rette i en ungdom hvor relationen til ens forældre og rollerne mellem barn og forældre ændres som man bliver mere og mere “voksen” – og så krydret med en forældre der har fået konstateret en neurodegenrativ lidelse, ja, så er der bound to be eksistentielle dilemmaer på spil.
Samtidig er der mange valg som man står over for – hvor skal man bo, studere, skabe sig et liv? Ja, det er sku svære spørgsmål når den ene halvdel af forholdet bor i Århus og den anden i KBH.
Det ville da være enormt interessant læsning at se hvordan andre møder, udfordres og udvikles ved at være nået ca kvartvejs i livet – forhåbentligvis ville det give noget stof til eftertanke 🙂
Marie F · 8. september 2022 kl. 8:49 am
Jeg bokser meget med følelsen utilstrækkelighed. Min far er lige blevet diagnosticeret med cancer, og jeg føler mig utilstrækkelig i forhold til at hjælpe ham igennem forløbet. Han er meget alene og det giver mig utrolig dårlig samvittighed at vide, at jeg kunne være der endnu mere for ham. Jeg føler mig utilstrækkelig i forhold til min kæreste. Er jeg en god nok kæreste? Giver jeg ham det, han fortjener? Jeg føler mig også utilstrækkelig i forhold til min mor, mit studie og mit arbejde. Hvordan kan jeg prioritere min tid, så jeg ikke skuffer nogen? For det er nok en stor frygt for mig. Det er så svært at sige nej. Samtidig er jeg bange for at jeg nu spilder nogle dyrebare år på disse tanker og disse ubehagelige følelser. Og så håber jeg at jeg kan gennemføre mit psykologistudie uden at disse tanker og følelser vil overbelaste mig. Tak fordi der er psykologer som jer der sætter fokus på unge mennesker og vores problemstillinger – det er guld værd at blive taget seriøst.