Det er min fornemmeste opgave som psykolog at hjælpe unge videre dertil hvor de ønsker at være. Men der findes også andre spændende tilbud. Det kan være svært at finde en gratis psykolog, men der findes heldigvis andre brugbare muligheder. Gå på opdagelse på nedenstående liste og se, om der er noget, som matcher dine behov.

Gratis psykolog, rådgivning og terapi:

PKRnørrebro – Gratis og begrænset antal rådgivningsforløb. Her kan man være heldig og støde på en gratis psykolog.

Livslinien – Gratis rådgivning til selvmordstruede og pårørende. Hvis du er akut selvmordstruet skal du ringe 112. Her er også engang imellem tilknyttet gratis psykologer.

Ung på Linje og Ung Online – Hører under Ungdommens Røde Kors. Samtaler om det der går dig på, med frivillige via telefon eller chat.

LGBT+ Rådgivningen – Rådgivning i København, Aarhus og telefonisk mht. LGBT+ relaterede emner med rådgivere, der selv identificerer sig som LGBT+-personer.

Red-Center: Rådgivning i forbindelse med æresrelaterede konflikter. De har også safe houses.

Qnet: Tilbud under Røde Kors, til kvinder og børn, som har været udsat for vold i hjemmet. Samtaler og fælles aktiviteter.

Væresteder:

Transmogriffen – Værested for ensomme og/eller sårbare unge (15-30 år). Et frirum for unge, hvor man kan komme og være med til brætspil, kreative ting, hjælp til lektier eller ansøgninger. Her planlægger man indkøb og madlavning sammen, og samles over aftensmaden til et beskedent beløb.

Plexuskbh – Værested for ensomme og/eller sårbare unge (20-35 år). Minder på mange måder om Transmogriffen ovenfor. Hygge og mulighed for at lave og spise sammen.

Ventilen – Værested med særlig fokus på ensomhed. For dig som er 15-25 år, og som har lyst til at øve dine sociale evner, mens du møder nye mennesker og hygger dig. Ventilen tager hånd om rammerne og aktiviteterne.

Andre relevante tilbud:

Barnets Ven – Gratis tilbud under Red Barnet Ungdom. Hos Barnets Ven kan dit barn (6-12 år) få en ung rollemodel, som kan tage dit barn med til hyggelige aktiviteter. Nogle børn har særligt glæde af dette pusterum og en sød og stabil voksen (20-28 år), under svære tider som fx skilsmisse eller mobning. Den unge rollemodel får kurser i arbejdet med sårbare børn.

Sjakket – Socialt fristed for udsatte børn og unge (6-13 år), fra socialt udsatte boligområder.

Listen opdateres løbende

I takt med at jeg støder på relevante tilbud, vil jeg skrive dem på listen. Kender du til nogle terapeutiske eller psykologiske tilbud, som andre kunne få glæde af, hører jeg gerne fra dig. Skriv til psykolog@elenalah.dk eller kom i kontakt med mig via kontaktformularen her.