Mit arbejde af Olga Ravn. Forlag: Gyldendal

Bedømmelse: 6/6 hjerter.

“I forbindelse med graviditet og fødsel kan en hvilken som helst psykisk lidelse bryde ud”. Sådan står der i den knap 1000 sider lange bog Grundbog i psykiatri. Fødselsdepression, angst, psykoser… listen er lang.

Kigger man på mødre, som går langs Vesterbrogade iklædt store dunjakker, sorte solbriller, en caffe latte i venstre hånd og en barnevogn i højre, kan man let få et billede af, at det der moderskab.. det er da bare super nemt og dejligt. Men moderskabet er meget mere end at indsnuse den dejlige babyduft, købe bodyer med smukke citroner på, mens man drikker kaffe.

Alt for mange kvinder har gået alene rundt derhjemme blandt gylp, triste tanker og dynger af søvnmangel. Og mange af dem med overset fødselsdepression og galoperende angst.

Det gør bogen Mit arbejde af Olga Ravn op med.

Mit arbejde af Olga Ravn

Mit arbejde handler om Anna. Undervejs i bogen er Anna gravid. Hun føder, hun opfostrer, hun arbejder. Og så bliver hun gravid igen. Allerede under den første graviditet ændrer verden sig omkring hende, selvom den samtidig ligner sig selv. Hendes syn på hende selv og hendes krop, hendes psyke, muligheden for at arbejde og være forfatter, parforholdet til den svenske Aksel. Alt bliver forandet og sat på prøve, og det sætter enorme rystelser i Anna. Hendes angst blusser op i takt med det voksende foster, og selvom Anna og Aksel er et moderne par anno 2020, finder de hurtigt sig selv i de traditionelle kønsroller. Noget de kæmper med. Og noget særligt Anna indser er uundgåeligt grundet den biologiske forskel der er på dem. For at være andet end mor, tvinger Anna sig selv til at skrive. Herigennem bliver hun tvunget til at stå ansigt til ansigt med den nye verden hun er trådt ind i. Det gør hun gennem den fuldkomne selvafsløring. Dagbogstekster, digte, anamnese, resumeer fra gruppeterapi, fortællinger om andre skrivende kvinder og mødre. Vi får det hele.

Det er ikke svært at regne ud, at Ravns bog i høj grad må være selvbiografisk. Og det gør den kun endnu mere spændende og aktuel. Til trods for, at Ravn gemmer sig i fiktionens klæder, får vi her serveret den usødede virkelighed omkring det at blive mor. Naturligvis er det ikke alle, som oplever graviditet, fødsel og barslen som svært og altomslugende. Men de fleste mødre vil genkende specifikke scener og tanker, som Ravn beskriver dem. Og det er her, at bogen kommer til sin ret. Alt dét som foregår bag lukkede døre og et lukket sind. Alt dét en mor kan føle, og skamme sig over at føle. Alt det, hun fortier og slås med. Alle de ambivalente følelser og tanker. Det står alt sammen i denne bog. Det får et sprog. Et liv. Nu bliver det sat fri, så alle kan se det. Så alle kan se, hvordan det også kan være, at blive mor.

Fødselsdepressioner og andre psykiske lidelser forbundet med forældreskab

…. Og det er på tide. For samtidig med, at vi ved at fødselsdepression forekommer hos omkring 6-20% (afhængig af studie) af alle fødende, ved vi også at der er et stort mørketal. Problemet er, at symptomerne ofte tilskrives den store ændring, som det nu engang er at blive gravid og føde et barn. Usikkerheden, bekymringerne og nedtryktheden tænker man går over, så snart moderen lige finder rundt i det hele og får noget mere søvn. Men faktum er, at har moderen (og evt. faderen) en behandlingskrævende tilstand, som overses, kan det have alvorlige konsekvenser for alle parter. Tilknytningen til barnet kan blive sat på prøve og parforholdet kan blive gevaldigt udfordret. Samtidig oplever mange kvinder, at det er skamfuldt at dele, at det kan være så svært. Man har jo (oftest) selv valgt at få et barn. Så nu kan man jo ikke tillade sig at brokke sig. Man har glædet sig og man er biologisk programmeret til det. Og alle andre kan jo finde ud af det.. eller det er da i hvert fald det mange kvinder siger til sig selv.

Sundhedspersonale kan desværre ofte komme til at forstærke dette billede, når de ikke griber kvinderne. Det er problematisk. For vi ved, at prognosen for psykiske udfordringer er langt bedre, hvis udfordringerne erkendes og behandles. Og nogle gange skal der faktisk ikke så meget til, for at det hele bliver lettere.

Olga Ravns Mit arbejde er et arbejde for samfundet

Kigger vi på de tilbud der var for gravide og fødende, dengang klassikeren Vinterbørn af Dea Trier Mørch blev udgivet, har meget ændret sig siden. Auditorieundervisning og at den lille familie skal hjem kort tid efter barnet har fundet udgangen, er nogle af de mest synlige og problematiske ændringer. Når vi nu engang synes fremtiden er så vigtig og vi så gerne vil passe på den, burde kommende borgere og deres omsorgspersoner også drages fuld omsorg for. Det burde være let at forstå, også fra politisk side, men alligevel bliver det udfordret og besparet.

Jeg håber, og kan sagtens se for mig, hvordan Ravns ærlighed og selvafsløring kan være med til at rykke ved nogle ting. Og hvis ikke politisk, som det første, så i hvert fald for kvinderne derude. For jeg er overbevist om, at mange kvinder vil kunne spejle sig i Ravns fortælling. I hendes brutale og ustyrlige ærlighed, hvor hun nøgternt beskriver alt det svære.

Personligt stoppede min barsel omkring marts 2020. Jeg gik 1 år hjemme med min datter. Og på trods af, at jeg ikke havde den slemmeste barsel man kan forestille sig, så er det alligevel som om Ravns ord får mig til at indse en masse ting. Jeg har en oplevelse af, at hun meget præcist italesætter alt det svære for mig. Alt det jeg lykkelig har glemt for at komme videre. Jeg føler et fællesskab med de kvinder, som har født, og dem, som skal til det en dag. Jeg tror, at jeg ville have elsket at læse denne bog under min barsel, hvor man så let føler sig alene.

Jeg håber, at bogen kan få os alle til at passe bedre på både os selv, og hinanden.

Hvad gør man, hvis man har det svært i forbindelse med graviditet/at have fået et barn?

Og hvad gør du så, hvis du er dér, hvor du har det svært under barslen? Hvor du måske mistænker, at du har en fødselsdepression eller på anden vis har det svært. Først og fremmest skal du indse, at du har det hårdt. Du skal indrømme det over for dig selv, og tage det seriøst. Næste trin er at insistere på at få det bedre. Det skal være ligeså vigtigt, som at kunne tolke farven på din nyfødtes afføring. Har du en person i dit liv, som du kan regne med er det med at sige: “Jeg føler, at jeg er mere udfordret end jeg behøver at være. Jeg har brug for noget hjælp. Noget professionelt hjælp”. Måske kan denne person hjælpe dig på vej, og ellers må du insistere over for dig selv at tage fat i en professionel på egen hånd.

Er du pårørende og mistænker, at en person kan have eksempelvis en fødselsdepression, skal du tage fat i vedkommende. Du skal fortælle personen, hvad du har bemærket og at du er bekymret. At du ønsker personen det bedste, og om I ikke skal undersøge, om der kan gøres noget ved tingene. Har vedkommende det oprigtig skidt, kan det være nøglen til det ellers lukkede sind, og første skridt på vejen til bedring.

Sundhedsplejersker og læger kan lave en overordnet screening af, om der er tale om en fødselsdepression. Vil du springe disse fagfolk over, kan du prøve at finde en psykolog. Nogle psykologer tilbyder online terapi, og nogen kommer endda ud til én, hvis det er dét man kan overskue. En psykolog kan være med til at vurdere sværhedsgraden af eksempelvis en depression, og hjælpe dig videre. Og bare rolig, hverken sundhedsplejersken eller psykologen kigger på bunkerne af vasketøj, dagevis gammel opvask og alt det andet, som du tror afslører hvor god en mor du er. De er der for at se dig og den lille.

Sidder du tilbage med spørgsmål eller den mindste trang til at skrive til mig på baggrund af dette indlæg, er du mere end velkommen. Min mail er Psykolog@Elenaleah.dk

“Dette uendelige manuskript, der overvælder mig. Jeg  går i knæ under det. Jeg vil ikke have det, denne ødelæggelse. Tag det fra mig. Jeg skriver fra et hjernedødt sted. Uden mål. Uden forbindelse. Uden anerkendelse. Der er galskab her og blottet kød. Det er derfor, ingen har villet læse mødres bøger. Ingen ønsker at kende hende. At se hende blive virkelig. Men uden dette syn lever vi halve, afstumpede liv, hver enkelt isoleret i sin ensomhed, skamfulde trækker de barnevognene langs boulevarderne og villavejene, mellem boligblokkene og på kirkegårdene blandt de døde.”

Se desuden DRs fine dokumentar om bogen, hvor bl.a. forfatteren bag bliver interviewet, her.

Læs mere om mine tanker bag Psykologens Bogreol.


1 Kommentar

Psykologistuderende Elisabeth - Psykolog@ElenaLeah.dk · november 19, 2020 kl. 1:25 pm

[…] sidste indlæg her, hvor jeg anbefaler Olga Ravns nyeste bog Mit […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *