Venskaber defineres ofte som frivillige relationer, der er baseret på én eller anden form for gensidig beundring, kærlighed eller støtte. Det ligger i venskabets frivillige natur, at relationen kan ophøre. Men sammenlignet med fx parforholdet, er der færre regler og faste forventninger at navigere efter, når man er venner.

I denne artikel får du et kort overblik over, hvad den psykologiske forskning fortæller om venskaber i barndommen. Du vil også blive introduceret for Aristoteles’ kategorisering af venskaber. Herefter vil jeg beskrive, hvordan du får større klarhed over, hvilke værdier du værdsætter i det gode venskab. Og hvordan du med narrative greb kan få øje på, hvilke personer der er vigtige i dit liv, og hvem du er – og har været – vigtig for.

Venner - Matt Damon og Ben Affleck

Matt Damon og Ben Affleck har været venner, siden de var børn. Som unge lagde de håbefulde skuespillere penge, de tjente i en pulje, som de begge kunne bruge af. Læs mere her om forliste, turbulente og særlige venskaber blandt kulturens stjerner.

Venner i barndommen

Børnehavebørn vælger typisk venner, som har noget godt legetøj, og som de er tiltrukket af pga. deres udseende. Det er også vigtigt for børnehavebørn, at dem, de leger med, ikke er aggressive og slår dem. Når børn er omkring seks år gamle, kan de definere venner, som nogen, de holder af, som hjælper dem, og som de deler ting med. Hør fx børnene i denne britiske video fortælle, hvad det vil sige at være en god ven:

I otte-ti års alderen er venskaber præget af lighed og gensidighed mellem parterne. Princippet er ”Når jeg deler, så forventer jeg, at du også deler, og hvis du sårer mig, så vil jeg også såre dig”. Hvis den ene hele tiden bryder med den gensidige koordinering, og ikke vil tage hensyn til den anden, bryder relationen sammen. Med mindre én af parterne frivilligt stiller sig tilfreds med ikke at gengælde og anerkender den anden som stærkere end hende selv. Fra ni års alderen er vi i stand til at fokusere på relationen og ikke kun på os selv. I denne alder bliver loyalitet, intimitet og emotionel støtte vigtigere for os.

Som tætte teenage-venner bliver vi mere optagede af at opnå ligevægt mellem vores egne og vennens psykologiske tilstande. Fx vil vi som teenagere støtte hinanden til at håndtere voldsomme følelser via fortrolige samtaler, hvor vi viser, at vi forstår hinanden. I denne alder opmuntrer vi ofte også hinanden til en bestemt adfærd ved at kommunikere vores forventninger i større vennegrupper. Det kan naturligvis både være en adfærd, som er heldig eller uheldig for os.

Jeg husker, at vi i de store klasser var en venindegruppe, som gik til håndbold, dans og andre ting sammen. Og så konkurrerede vi også om drengenes opmærksomhed. Det sidste var mine veninder noget bedre til, end jeg var. Så jeg blev opmuntret til at tage rollen som den sjove, der stod for underholdningen, når vi var til fest. Selvom jeg i starten af 80’erne skiftede miljø og kom på gymnasiet i København, holdt rollen som den sjove/skæve i gruppen ved. Det udviklede sig til en rolle, som jeg på et tidspunkt blev rigtig træt af.

Ideén om det gode venskab

Venskabets etik beskriver, hvordan vi kan stræbe hen imod at få plads og tid til at leve stadig bedre sammen med andre. Aristoteles definerede tre forskellige venskabstyper:

  1. Lystvenskaber er de venskaber, vi har med mennesker, vi nyder at være sammen med.
  2. Nyttevenskabet eksisterer, fordi der sker en transaktion mellem mennesker – vi indgår aftaler, hvor begge får noget ud af det.
  3. Det gode venskab er iflg. Aristoteles ikke udelukkende baseret på lyst eller nytte, men karakteriseret ved, at man holder fast i hinanden på trods af de problemer, der opstår. I det gode venskab kan vi overskride os selv og nå til en større selvudfoldelse i mødet med en anden, der både viser os tillid og respekt, men også udfordrer os.

Lystvenskab og ledsagelse

Lystvenskabet er typisk for den periode i vores ungdom, hvor vi går i byen og fester. Men også for den første fase i de fleste venskaber, hvor vi byder hinanden indenfor, fordi vi synes, det er sjovt at være sammen med den anden. Jeg har haft en del lystvenskaber. I gymnasiet mødte jeg Maria, som boede alene med sin mor. Hende så jeg meget op til og kunne slet ikke hamle op med. Hun var utrolig smuk – og hun var det på en hyper sexet måde. Samtidig tegnede hun virkelig godt, var utrolig sjov og fik gode karakterer. I det hele tagt var hun umådeligt populær og eftertragtet.

Men Maria lokkede mig også til at ryge hash og at stjæle is på tankstationerne. Og hun trak mig ind i et miljø, hvor jeg ikke havde det godt. På et tidspunkt ‒ da vi begge var blevet smidt ud af gymnasiet i 2. g, fordi vi røg hash og pjækkede for meget ‒ indså jeg, at vores veje måtte skilles.. Det blev en trend i mine unge venskaber, at de startede med en stærk – og muligvis gensidig – tiltrækning. Men de løb ud i sandet, fordi én af os flyttede. Eller fordi én af os fandt ud af, at venskabet ikke længere var til nytte for os.

Endnu en traditionel forståelse af det gode venskab er, at der er et element af ”ledsagelse”. Det betyder, at vennerne skulder ved skulder drager ud og opdager verden sammen. Rejser sammen, læser sammen, dyrker en interesse sammen, bliver klogere sammen. Dét element kan jeg genkende i alle mine venskaber, men for nogle af dem fik rejsen en brat ende.

Så hvad er din historie?

Har du en vennehistorie, hvor I bare elsker, støtter og beundrer hinanden? Hvor I enten aldrig svigter hinanden, eller altid får talt ud om det over en shawarma bagefter? Eller kan du mere genkende 25-årige Natalies historie om altid at være usikker i venskaberne. Om at være i en lidt skæv rolle, om at være bange for, at ingen vil komme til din fødselsdag, om at være den, der kommer til at være irriterende eller sige dumme ting? Hør hendes erfaringer og beslutninger om venskaber her:

Hvis du er utilfreds med din egen rolle i venskaber, savner venner eller tvivler på, hvem der er dine venner, skyldes det sandsynligvis, at du ikke er afklaret med, hvad der er vigtigt for dig.

I den narrative tilgang opfattes det, vi fortæller om os selv og vores relationer, som afgørende for, hvordan vi har det. Hvis vi har det skidt, skal vi ændre vores fortælling. Men inden vi ”bare fortæller en anden historie”, er vi nødt til at opdage nogle andre spor i vores livsforløb, end dem vi har fokuseret mest på. Det er vigtigt at holde fast i, at den opdagelse, vi drager ud på, ikke fokuserer på at finde en bestemt sandhed om venskaber, som gælder for alle. Det er derimod vores egne værdier, vi er på jagt efter. – Er det fx vigtigt for dig at kunne udvikle dig sammen med dine venner? Eller vil du bare gerne have det sjovt?

Historien om den usikre ven

I den narrative tilgang er der nogle greb, du kan bruge til at få en mere konstruktiv fortælling frem. For det første skal du holde op med at tro, at du selv er problemet. Det er derimod problemhistorien, der er problemet. Ved at kigge på, lad os kalde det ”historien om den usikre ven” udefra, kan du opdage, hvordan den fortælling undergraver din identitetsopfattelse og dit velvære. ”Historien om den usikre ven” kan fx spille dig et puds, når du er på Facebook og ser, hvordan nogle af dine venner morer sig uden dig. Og den kan få som konsekvens, som Natalie også beretter i videoen foroven, at du undlader at skrive eller ringe til dine venner, fordi du er bange for at blive afvist.

”Historien om den usikre ven” kan gøre dig nervøs for, at ingen vil komme til din fest. Og skulle det ske en enkelt gang, at de fleste af dine venner melder afbud, så vil ”Historien om den usikre ven” bekræfte dig i, at du ikke er værd at bruge tid på. Faktisk er det ikke så ualmindeligt at være bange for, at ingen vil dukke op til ens fest. Politiker og foredragsholder Özlem Cekic har 80.000 følgere på Facebook. Alligevel skrev hun for nylig: ”Jeg er altid hunderæd for, at folk ikke vil komme til mine arrangementer. Selv til mit bryllup var jeg i tvivl om, hvorvidt nogen ville komme. Sådan havde jeg det selvfølgelig også til min bogreception i dag …”

Özlems bange anelser blev gjort til skamme
(Foto fra hendes FB-profil).

Når du har opdaget, hvad problemhistorien gør ved dig, skal du begynde at bruge tid på at lede efter hændelser, som modsiger den historie. På den måde kan du ”genforfatte” din vennehistorie. Det er fx sandsynligt, at de fleste gange, hvor du har taget initiativ til at mødes med venner, så har de sagt ja og er kommet. Det er også sandsynligt, at du i nogle sammenhænge har haft en rolle i en gruppe, som du rent faktisk befandt dig godt med. Måske er der ligefrem sammenhænge, hvor du slet ikke behøver tænke over, hvordan du agerer, og hvor du ikke fortryder noget bagefter?

Fokusér på dine betydningsfulde relationer

I narrativ praksis har man noget, der kaldes en ”genmedlemsgørende” praksis (”re-membering”). Den udspringer af idéen om, at identitet skabes i en slags ”livsklub” bestående af betydningsfulde ”medlemmer” fra din fortid, nutid og fremtid. Her kan du tage betydningsfulde relationer op til revision ‒ opgradere nogle medlemskaber og nedgradere visse andre:

  • Begynd at lede efter tegn på, hvilke personer der vil dig det godt. Og personer, hvem du selv betyder noget for, og hvorfor.
  • Spørg dig selv, hvad denne person betyder for dig. Og hvis du ser dig selv med denne persons øjne, hvad ser du så? Spørg også, hvordan du har påvirket andres oplevelse af, hvem de er, og hvordan deres oplevelse af deres eget liv er blevet anderledes, fordi de kender dig.
  • Du behøver ikke at sortere venskaber fra eller at opstøve gamle venner, fordi du føler dig usikker som ven. Men du behøver måske heller ikke anstrenge dig for at vedligeholde venskaber, som du ikke kan huske, hvorfor du har?

Pointen med genmedlemsgørelse er at invitere de stemmer, som bekræfter dine værdier for venskaber, til at spille en større rolle i dit liv. Men først skal du finde ind til det, som betyder noget for dig, og opdage, hvilke kvaliteter andre ser hos dig, som du måske ikke selv er bevidst om. Denne narrative praksis kan være meget svær at udføre alene, og hvis du har det rigtig skidt med dine venskaber, vil jeg anbefale dig at opsøge en narrativ psykolog.

Læs mere om venskaber og deres betydning her

Podcasts

Supertanker på P1 om det livslange venskab. ”En kærlighedsrelation, som er mere stabil end den romantiske kærlighed, og som handler om de mennesker, vi bliver til sammen med, og som vi spejler os i”.

– Brinkmanns Briks på P1, psykologiprofessor Svend Brinkmann interviewer komikeren Brian Lykke og musikeren Simon Kvamm om deres mangeårige venskab her.

Artikler og bøger

Karen Dich (2021). Livslang ærlighed.

Beverley Fehr og Cheryl Harasymchuk (2019). FRIENDSHIPS. Close relationships throughout the life course. I: New Directions in the Psychology of Close Relationships.

Jonas Holst (2015). Venskabet. Det gode mellem mennesker.

Jonas Holst (2013) Atlas. Venskabets solskin.

Michael White (2008). Kort over narrative landskaber.

Kristeligt dagblad (2006). Venskabet har fået en renæssance.

Kategorier: UngdomVenner

Psykolog Elisabeth Halskov Jensen

Elisabeth Halskov Jensen

Uddannet cand.psych. fra Københavns Universitet samt cand.ling.merc. og ph.d fra CBS. Hjælper blandt andet med psykoedukation med mestringsunderstøttende sigte til voksne nydiagnosticerede med autisme og ADHD.

0 Kommentarer

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *