Emne: Konflikter, konflikthåndtering, søskendekonflikt, gode råd til dig, som har det svært med konflikter
Du kan sikkert godt huske, hvornår du sidst skældte ud på nogen, du er tæt på. Hvis ikke, er det muligvis, fordi du er den konfliktsky type. Typen, som ikke orker at sætte foden ned, når dine grænser bliver overskredet. Men uanset, om du er den emotionelle, den mere undvigende eller lige dele af begge – så kan du ikke undgå konflikter. Særligt med de mennesker, der er tæt på dig. Dine naboer, dine forældre, dine søskende eller studiekammerater. Så hvis du ikke allerede er god til at håndtere konflikter, kan du lige så godt begynde at øve dig. Du kan nok ikke få dem til at ændre personlighed. Men du kan vælge, hvilken rolle du selv vil spille i jeres konflikter. Og hvem ved? Måske vil det også gøre en forskel for jeres relation i det lange løb.
Da jeg var yngre, prøvede jeg i mange år at undgå kilder til konflikter. Kritik, konkurrence, magtkampe osv.. Fordi jeg ikke havde lært at diskutere og at stå op for mig selv på en saglig måde. Men det lykkedes naturligvis langt fra hele tiden. Og når jeg røg ind i en konflikt, blev jeg såret og fornærmet. Det var faktisk først i arbejdet med min eksamensopgave i udviklingspsykologi for to år siden, at nogle helt grundlæggende pointer omkring, hvad konflikter består af, og hvordan man kan lære at håndtere dem, begyndte at falde på plads for mig. Denne indsigt vil jeg gerne dele med jer her.
Vi udvikler løbende vores konflikthåndtering fra vi er helt små
Noget af det første, små børn lærer, er at skelne mellem dem selv og andre mennesker. Det er også her, at de lærer at gætte sig til, hvad andre menneskers ”beskeder” betyder. Men det er ikke altid nemt, og små børn er kun optaget af deres egne behov. Selv som voksne kan det være svært for os at tilsidesætte vores egne behov. Den 12-årige heltinde fra serien Eventyrtid, Prinsesse Sukkermås, er normalt sød og opofrende. Men hun går heller ikke af vejen for en magtkamp, hvis hun ikke får sin vilje:
I sociokognitiv teori siger man, at børn udvikler sig henimod en større grad af differentiering og en større grad af koordinering i kommunikationen med andre. Børneforsker Jean Piaget kaldte det en assimilativ orientering, når børn forsøger at ændre andres tanker, følelser og adfærd for at skabe ligevægt i dem selv og mellem dem selv og andre. Akkomodativ orientering betyder, at børn søger ligevægt ved at omforme egne ønsker, handlinger, følelser eller behov. Med andre ord: enten søger vi at påvirke andre, eller også forsøger vi at indordne os efter andres behov. Når vi bliver store børn (omkring 9-års alderen), har de fleste af os de kognitive forudsætninger for at mentalisere og samarbejde om at få alles behov opfyldt. Dette kan illustreres lidt firkantet i nedenstående model, som er baseret på den amerikanske psykolog R.L. Selmans sociokognitive teori:
Modellen viser, at helt små børn i konflikter reagerer med vrede, panik eller viljesløshed. Lidt større børn vil derimod enten forsøge at dominere den anden, eller optræde underkuet. Større børnehavebørn og børn, der starter i skole, vil i højere grad søge indflydelse, alternativt søge at undgå selv at blive påvirket af den anden part. Og større skolebørn vil evne at rumme og forstå både egne og andres behov.
Men selv om vi allerede som børn lærer at rumme andre menneskers behov, går det tit galt, hvis andre kritiserer os eller bryder med de regler, vi selv tror på. Se fx Rachel og Monica i en Friends-episode, hvor Rachel har været ude med Monicas eks-kæreste:
Vores ”affektive skemaer”, dvs. hvordan vi følelsesmæssigt er skruet sammen, påvirker opfattelsen af situationen. Fx i forhold til, om vi fokuserer på at overbevise den anden, eller om vi prøver at koordinere vores egne behov med andres behov. Bruger vi argumenter for at overbevise, eller forsøger vi helt at undgå konflikten? Afbryder vi kontakten, hvis den anden bruger vold, eller tager vi kampen op? Giver den ene part ordrer eller truer, mens den anden part bevidst vender opmærksomheden bort? Og så videre. Men undersøgelser viser også, at vi er mere parate til at forhandle med mennesker, vi ønsker en relation til, end med fx søskende og naboer, vi ikke selv har valgt.
Dine sure naboer
En konflikt kan forstås som en situation, hvor mindst én af parterne føler uligevægt som følge af mismatch mellem parternes ønsker, intentioner og behov. Det er som regel denne part, der først forsøger at skabe ligevægt, primært i sig selv.
Da jeg boede i Søborg for nogle år siden, var vi omgivet af naboer med haver, der skulle passes. Jeg havde ikke behov for at lytte til naboens motorsav en søndag formiddag, hvor solen skinnede, og jeg gerne ville være i min egen have. Men naboen havde behov for at beskære et træ lige på det tidspunkt. Det hjalp ikke, at jeg i et forsøg på at skabe ligevægt af mine lungers fulde kraft råbte til ham: ”Hvad f*** laver du?!” Det betød bare, at han svarede surt igen og begyndte at undgå mig fremover. Efter det tillagde jeg mig en mere diplomatisk strategi, når jeg skulle forsøge at få mine naboer til at forstå, at jeg gerne ville nyde stilheden i min have om søndagen.
En af de sjoveste og mest groteske film, jeg har set, hedder netop Naboerne. Hvis du kan få fat i den, vil jeg råde dig til at se den. Her er virkelig tale om to naboer, der går hinanden på nerverne, og som begge nyder at smadre den anden. De bruger så vidt jeg husker kun vold til at skabe ligevægt i dem selv.
En anden film om et naboskab, der først er helt håbløst, er Gran Torino med Clint Eastwood. Eastwood spiller en gammel sur mand, hvis asiatiske naboer til sidst får ham vundet over på deres side, fordi de beundrer hans mod til at jage en drengebande på flugt.
Pointen er, at selv om det er sjovt og underholdende at se film om naboer, der bekriger hinanden, så er det for de fleste af os ikke særlig morsomt at være uvenner med naboerne. Min søn ringede til mig forleden dag – helt oppe i det røde felt. Hans nabo havde skrevet et brev til ham om, at hun ikke kunne holde ud, at min søn og hans kæreste ”gik med tunge skridt”. At de støvsugede og vaskede tøj midt på dagen. Min søn havde i forvejen gjort alt for at please naboe, men nu var hans grænse ved at være nået.
Jeg rådede ham til først at få sine aggressioner ud derhjemme eller gå en tur og råbe alle de grimme ord, han kunne komme i tanke om, og herefter komme tilbage og skrive et brev som svar til naboen. Hvis der var noget, han havde gjort forkert, så måtte han lægge sig fladt ned og beklage det. Det kunne måske skabe lidt ligevægt hos naboen. Og resten kunne han afvise høfligt. Vi måtte have en lang snak, for han var meget vred. Men han skrev brevet og smed det ind til naboen. Og foreløbig er der ro …
Hvis man er en meget følsom person, kræver det øvelse at tackle andres kritik og klager, uanset om den er berettiget eller ej. Og nogle gange ønsker vi ikke at give os, fordi vi føler, at den anden person ikke har mere til gode hos os. Det sker særligt i forhold til forældre og søskende.
Din irriterende familie
Søskende har en tendens til at skændes og drille hinanden, fordi de er så meget sammen og deler mange ressourcer, herunder deres forældre og deres hjem. Samtidig viser studier, at små børn udviser mere empati over for venner, end de gør over for deres søskende, måske fordi relationen til en søskende ikke afhænger af goodwill hos den anden part. Denne video illustrerer dette ret præcist:
Før i tiden var familiemedlemmer forpligtede over for hinanden, også selv om man ikke kunne sammen. Men i dag har hver femte dansker brudt med én i den nærmeste familie, og relationer til søskende er nu i højere grad båret af lyst end af pligt. Man ser sine søskende, fordi det giver mening, og fordi man får noget ud af det. Ellers bruger man ikke tid på det, fortæller Mai Heide Ottosen, seniorforsker på Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd i en artikel i JyllandsPosten. Næstformand i Danmarks Psykologforening, Merete Strømming, siger i samme artikel, at det ligger i tiden, at vi ikke finder os i så meget som tidligere. Og at vi også tør sige det til hinanden.
I godt halvdelen af alle brud, er det søskende, der stopper kontakten til hinanden. Og en ny Gallupundersøgelse viser, at vores søskende er de familiemedlemmer, vi har det dårligste forhold til. Søskenderelationer er ofte ambivalente, fordi søskende både trøster, imiterer og beskytter hinanden. Men ofte også konkurrerer og derfor bliver misundelige og rivaliserende. Dog kan det have en pris at have et fjendtlig forhold til en søskende. Iflg. Psykiatrifonden føler børn, der udsættes for meget aggression fra søskende, sig ofte inkompetente eller utilstrækkelige. Og alvorlige søskendekonflikter kombineret med afvisning fra forældre øger risikoen for at udvikle adfærdsproblemer, angstlidelser, depression og lavt selvværd.
Hvordan tackler du din næste konflikt?
Diskussioner og uenigheder er et almindeligt træk ved interaktioner mellem mennesker, og de er ikke nødvendigvis problematiske. Uenigheder giver børn mulighed for at forhandle sociale relationer og har stor betydning for udvikling af kommunikative kompetencer, inklusive sproglige færdigheder og social viden.
Når vi bliver gamle nok til at indlede, fastholde og afslutte venskaber, opstår der potentiale for at udvikle flere strategier og forfine de strategier, vi i forvejen bruger. Iflg. den amerikanske børnepsykolog James Youniss, bruger yngre skolebørn en direkte reciprok metode både til at give udtryk for venlighed og uvenlighed, til at danne venskaber, til at fornærme venner og til at afslutte en relation. Princippet er ”Når jeg deler, så vil du også dele, og når du sårer mig, så vil jeg også såre dig”. Metoden fører ikke i sig selv til udvikling af stabile interpersonelle relationer, fordi den også kan betyde adskillelse og uvenskab.
Fra omkr. 9-års alderen har børn gode metoder til at samarbejde, og børn udvikler også evne til at reparere relationerne, hvis noget går galt. Det sker i takt med, at vi udvikler en gradvist mere moden personlighed, hvor vi ikke er fokuseret på enten os selv eller den anden, men på relationen. James Youniss benævner det den samarbejdende reciprokke metode, fx reflekteret i en 13-årig piges udsagn: Like when you get into an argument./Instead of fighting back with words, I would walk away./She’d apologize./ I’d apologize back and the thing would probably be all over.
Pigen i eksemplet fravælger eksplicit konfrontation til fordel for ikke-konfrontation som metode til at stoppe konflikten, hvilket får veninden til at undskylde, og konflikten ender med en dobbelt-undskyldning. Børnene formulerer i fællesskab regler for, hvordan deres venskab kan fortsætte. Hver ny handling foretages ud fra en forventning om, hvordan den modtages af den anden, og samtidig skaber den nye handling nye forventninger, eller bekræfter forventninger hos den anden. Denne metode bruger vi også som voksne.
Studier viser, at selv mindre børn er i stand til at undskylde, invitere en kammerat til at lege eller på anden måde trøste, hvis de oplever, at en legekammerat bliver ked af det, og det styrker børnenes positive relation. Børn på 4-5 vil begynde at forstå, hvornår det er passende at sige undskyld, og hvordan det gøres troværdigt – men større børn kan også forflygtige deres ansvar og nægte at tage det på sig. Det samme gælder voksne, og nogle gange er vi bare ikke enige om, hvem der har ansvar for hvad.
En ikke-konfrontation kan være et bevidst valg om, at man ikke ønsker at indgå i fortsat konflikt. Men det kan også være et udtryk for, at man ser den anden som stærkere end sig selv. Og spørgsmålet er, hvad det gør ved ens selvværd i længden?
3 gode råd til dig, der har det svært med konflikter
- Lær at udholde ubehag i kontakten med andre mennesker: Mange af de problemer, der opstår mellem mennesker, handler om, at vi ikke kan holde ud, at der bliver en dårlig stemning. Måske gælder det særligt her i Danmark, hvor vi har en tendens til at være konsensussøgende. Hvis du kan blive i situationen i stedet for at afbryde kontakten, kan du spørge den anden, hvad vedkommende oplever. Så har I starten på en dialog.
- Skift perspektiv: Hvis du vil løse en konflikt, er du nødt til at kunne forstå, hvad den anden forstår. Du behøver ikke være enig. Men du må forsøge at finde ud af, hvordan den anden ser situationen.
- Sæt grænser: Mange af os er konfliktsky eller pleasende og vil helst ikke sige noget, som andre kan blive kede af. Det skal du øve dig på at holde op med. Hvis nogen overskrider dine grænser, så sig det. Den anden behøver ikke være enig. Og hvis du siger det roligt, bliver vedkommende måske heller ikke såret.
Her kan du høre hjerneforsker Peter Madsen fortælle om, hvordan han altid har været frygtelig konfliktsky. Han har altid kunnet mærke andres dårlige stemninger og har bevidst fjernet sig, når der var optræk til problemer. I udsendelsen fortæller han, hvad han senere har gjort ved det.
Corona og konflikter
Livet er fuld af konflikter. Samtidig trives konflikter særligt under kaos, som fx. lige nu, hvor corona raser. Læs vores indlæg om hvordan du kommer igennem corona på bedst mulig vis, hvilket vil influere positivt på konfliktniveauet i dit liv.
Læs mere her
Church, A. (2009). Preference Organisation and Peer Disputes – How Young Children Resolve Conflict.
Kurki, K., Järvenoja, H., Järvelä, S. & Mykkänen, A. (2017). Young children’s use of emotion and behaviour regulation strategies in socio-emotionally challenging day-care situations. Early Childhood Research Quarterly.
Piaget, J. (1932). The moral judgment of the child.
Selman, R.L. (1981).The Development of Interpersonal Competence: The Role of Understanding in Conduct. DEVELOPMENTAL REVIEW.
Youniss, James.(1980). Parents and Peers in Social Development – A Sullivan-Piaget Perspective.
0 Kommentarer