.. Sådan svarer mange, når de kommer til samtale hos mig, og jeg spørger om, hvordan de har det med at starte hos psykolog. Desværre er det stadig tabu at gå til psykolog. Lad os prøve at se nærmere på, hvordan det kan være.

Hvorfor skammer vi os over at spørge om hjælp?

Der findes mange forklaringer på, hvorfor vi stadig finder det skamfuldt at gå til psykolog. Èn af de største årsager er, at vi lever i et samfund, hvor vi priser dem, som klarer sig godt. Dem som har succes, travlt og er sociale. Det er 12tallerne og succeserne der får rampelyset, mens vi ikke så glædeligt fortæller, når det er svært og ikke går som planlagt. Mange får derfor et billede af, at de er de eneste, som ikke lykkes i livet og at bestille en tid hos en psykolog kan føles som om, man tilstår netop det. Det er også ofte derfor, at det tager lang tid for mange at få bestilt den tid. Det tager tid at acceptere at, “nu er jeg sådan én, der skal til psykolog”.

Når vi hører om folk med psykiske udfordringer i medierne, er det oftest dem der har det allersværest. Dem som fx. er direkte farlige for dem selv og deres omgivelser. Det er synd, at folk underbevidst kommer til at sætte sig selv i bås med de tilfælde. For flertallet der går til psykolog er i virkeligheden helt almindelige mennesker, med helt almindelige problemer. Det der er fælles for mennesker, som går hos en psykolog er, at de har forsøgt på egen hånd at løse sine problemer, og er nået frem til, at det ikke er nok.

En tredje årsag til, at vi kan føle det som et tabu, at gå til psykolog, kan findes i måden hvorpå vi lever på. Tidligere boede familien samlet og det var hverdag at hjælpe og støtte hinanden. Man har hele tiden haft andre omkring sig, hvilket harmonerer med at vi er født flokdyr. Med tiden flytter vi væk fra hinanden, vi bliver dårligere til at socialisere og prioritere de dybe relationer og det føles unaturligt og grænseoverskriende at bede om hjælp og blotte sig. Selv over for de nærmeste. Det er derfor ikke underligt, at man kan få en følelse af, at man burde klare sig selv. Og når det så ikke kan lade sig gøre, kan man føle det er ens egen skyld.

Smerte og bump på vejen er en del af livet

Mange går og tror, at deres problemer, tunge følelser og svære tanker er sære og enestående. Man føler sig forkert og vil nødigt snakke med andre om det. Men virkeligheden er den, at det er ganske normalt at have det dårligt. Det er også normalt at have det rigtig dårligt. Hvis ikke det var tilfældet, ville der ikke være behov for psykologer. Undersøgelser viser gang på gang, at unge har det svært, og at de 11-34 årige er dem i samfundet, som er mest tynget af psykiske udfordringer. Hver 4. dansker oplever en psykisk lidelse på egen krop inden de fylder 50 år. Psykiske udfordringer er den allerstørste sygdomsburde i samfundet, og slår altså både kræft og livsstilssygdomme. Tænk engang. (Kilde: https://www.psykiatrifonden.dk/viden/fakta.aspx).

Så når vi får en følelse af, at alle omkring os klarer sig godt og trives, er virkeligheden en helt anden.

Den virkelige udfordring..

Det handler egentligt ikke om, om hvorvidt du har det dårligt. At gå igennem smertefulde ting i livet, at føle at tingene er ude af
kontrol eller opleve at man bliver rigtig ked, måske endda helt uden at
forstå hvorfor, er altså en naturlig del af livet. At opleve psykisk smerte er
et vilkår og en del af den rejse vi alle er på. Det er vigtigt at forstå. Det relevante er derfor ikke, om vi har det godt eller dårligt, men hvordan vi forholder os til det. Om vi undgår problemerne og ikke kan komme videre, eller om vi kan rejse os. Mange har brug for hjælp til at rejse sig op igen, og har man prøvet på forskellig vis at løse situationen selv, uden succes, kan samarbejdet med en psykolog guide dig i den ønskede retning. Nogle ting løser sig med tiden, uden man måske helt selv ved hvorfor, og andre ting bliver værre og værre, når man ikke gør noget ved dem. Forskning viser, at jo hurtigere man kommer igang med terapi, jo lettere er det at arbejde sig ud af problemerne.

Jeg ser individer med ressourcer

Heldigvis er der også mange, som ser det som deres fornemmeste investering at gå hos en psykolog. De investerer i sig selv og sin trivsel, og bruger psykologen aktivt til at flytte sig til et ønsket sted. Med andre ord tager de ansvar for sig selv, sin egen udvikling og rykker sig mentalt til et bedre sted. Det er i mine øjne en succes.

Det vigtigste for dig at vide er, at jeg fokuserer på dig som individ og dine ressourcer. Uanset hvad det er, der rumsterer, og hvor tungt det føles, spotter jeg altid et lille lys et sted. Det er min fornemmeste opgave at synliggøre det for dig, så vi sammen kan gøde det.

Jeg håber, at dette indlæg har sat nogle tanker igang og udfordret din følelse af, at det er belagt med tabu at gå til psykolog. Måske det endda har givet dig mere mod til at bestille en tid. Sidder du tilbage med nogle spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte mig på Psykolog@Elenaleah.dk

Du kan desuden læse mere om, hvordan terapi foregår hos mig her.

De bedste hilsener

Elena


Psykolog Elena Leah

Psykolog Elena Leah

Jeg hedder Elena Leah (f. 1989) og er uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2015 med fokus på klinisk- og socialpsykologi. Jeg er specialiseret i unge (15-35 årige) og de problematikker de støder på. Dette via mit studie, samt gennem mine arbejdspladser, som er listet nederst.

1 Kommentar

Hvordan din psykolog har det med, at du kommer tilbage - Psykolog@ElenaLeah.dk · 24. juni 2020 kl. 7:53 pm

[…] at gå til psykolog. Det er stadig tabubelagt. (Læs evt. mere om mine tanker ift. dette tema i dette indlæg). Men det burde det ikke være – sammenlign det med andre situationer, hvor du har […]

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *