Forleden dag spurgte jeg på min Instagram-profil, hvor jeg anmelder litteratur, om hvad folk kunne tænke sig at få besvaret af spørgsmål af en psykolog. Blandt flere fine bud studsede jeg over et særligt. Personen skrev, at hun syntes det var pinligt at have behov for at genoptage sine psykologsamtaler. At hun forestillede sig, at psykologen ville synes det var irriterende, at man kom tilbage med de samme problemer om og om igen. Og at man jo godt ved hvad man skal gøre, men at man kan have behov for lige at komme tilbage og snakke om det samme igen.

Hvis du er én af dem, der kan genkende de her tanker, er du velkommen til at læse videre.

Jeg gik på barsel 2019

Det er et relevant tema idet jeg afsluttede alle mine forløb start 2019, for at gå på barsel. Dem der sluttede op til min barsel, og grundet min barsel (dvs. de der ikke var færdige med deres forløb), fik tilbuddet om at få besked, når jeg var tilbage igen.

Nu har jeg været tilbage et par måneder, og flere er vendt tilbage, og flere har planer om det. Det gør mig personligt fortrøstningfuld. For et eller andet må jeg have gjort rigtigt ift. at signalere indlæggets pointe. Nemlig den, at det er helt okay at vende tilbage til sin psykolog. Det er endda forventeligt. Nu skal du høre hvorfor.

Livet er fyldt med udfordringer, som vi hele tiden skal lære at tackle

Jeg kan naturligvis ikke tale på alle psykologers vegne, men jeg tror jeg taler på de flestes, og i hvert fald på mine egne, når jeg skriver det her:

Livet er fyldt med udfordringer. Selv når du har overkommet én form for udfordring, kommer du uundgåeligt til at støde på en ny på sigt. Om hvordan du håndterer problemet afhænger af mange faktorer. Men én af dine faktorer kan være din psykolog – en person, som har fulgt dig og hjulpet dig tidligere. Som kender din historie, dine udfordringer og dine ønsker. En person du stoler på, og som du tidligere har haft gavn af under svære tider og udfordringer. Dette gælder også, når det er de samme udfordringer der dukker op. Det sker for mange. For hvad var det nu lige, der virkede sidst? Er der kommet noget nyt frem i livet, som gør at samme udfordring er blusset op igen? Skal den måske håndteres på en ny måde denne gang? Det er alt sammen noget, din psykolog kan hjælpe dig med at undersøge og blive klogere på.

Det er egentligt lidt pudsigt, at man kan føle det irriterende eller pinligt at skulle tilbage til sin psykolog. Det afslører meget om vores samfund, og vores syn på dét at gå til psykolog. Det er stadig tabubelagt. (Læs evt. mere om mine tanker ift. dette tema i dette indlæg). Men det burde det ikke være – sammenlign det med andre situationer, hvor du har behov for hjælp. Jeg tror ikke, at særlig mange tænker; “Ej, nu skal jeg til lægen med influenza igen. Det havde jeg også sidste år. Hvor pinligt!”. Eller “Jeg fik ordnet et hul hos tandlægen for nogle uger siden. Gad vide, hvad hun ikke tænker om mig, nu jeg kommer med endnu et problem med tænderne!”. Jeg tror, at du forstår min pointe.

Velkommen tilbage

Mange af dem, som gik hos mig før min barsel, er som sagt vendt tilbage. Der er både nogen, som er tilbage med henblik på at fortsætte hvor vi slap, mens andre er kommet med nye problemer. Jeg har også et par stykker, som er startet forløb igen, som har været hos mig for nogle år siden og slet ikke vidste, at jeg har været væk på barsel. Fælles for dem alle er, at de alle er meget velkommen tilbage. Det er for mig en stor fornøjelse at blive en brik i mine tidligere klienters liv igen og medvirkende til, at de kan få det godt igen. Ligesom det er rart for dem, at se et velkendt ansigt, er det dét også for mig.


Psykolog Elena Leah

Psykolog Elena Leah

Jeg hedder Elena Leah (f. 1989) og er uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2015 med fokus på klinisk- og socialpsykologi. Jeg er specialiseret i unge (15-35 årige) og de problematikker de støder på. Dette via mit studie, samt gennem mine arbejdspladser, som er listet nederst.

0 Kommentarer

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *