Dødsfald når man er barn følger med os videre i livet

Teksten er et udtryk for skribentens eget liv og erfaringer. Er læst igennem og godkendt af psykolog Elena Leah.

Gennem livet møder de fleste af os en stor del lykke og kærlighed. Kærlighed til venner, familie, kærester og på alle mulige andre måder. Men når vi mister kærligheden, følger der ofte et stort tab og i nogle tilfælde en stor sorg, når tabet udløses af døden. Døden afslutter definitivt et fysisk bånd til et andet menneske, og efterlader en plads, som den døde engang havde i vores liv.

Det er forskelligt, hvornår vi oplever disse tab og nogen oplever desværre at miste en vigtig person allerede i barn- og ungdom. Dødsfald når man er barn, følger med os videre i livet.

Jeg har selv kendt sorgen så længe jeg kan huske. Min far døde af kræft lige inden jeg nåede at fylde to år. Det har altid været en del af min historie og har formet mig gennem livet. Jeg har ofte følt mig alene i oplevelsen, da det ikke er mange børn, der mister en forælder i en tidlig alder. Men det har ændret sig lidt efter lidt i takt med, at jeg er blevet ældre. Allerede i mine teenageår, oplevede jeg at møde flere, der ligesom mig var vokset op med tabet af en forælder. At spejle sig i et andet menneskes sorg, har gjort min egen sorg lidt mindre tung at bære på.

Jeg vil nu prøve at sætte ord på, hvad det kan betyde for et menneske at miste tidligt i livet. Til sidst giver jeg forskellige anbefalinger til værker, man kan spejle sig i som sørgende.

At miste et vigtig menneske tidligt i livet

Sorg vil altid føles smertefuld uanset alder. Tabet af et andet menneske gør ondt, og det gør os bevidste om, at døden kan ramme hvem som helst, når som helst. Al sorg er berettiget, og vi bør ikke vurdere én slags sorg som værende værre eller nemmere end en anden. Men sorg kan dog stadig optræde meget forskelligt alt efter dets omstændigheder. Gennem min erfaring, og snakke med andre, har jeg lært, at tab tidligt i livet kommer med nogle særlige betingelser.

En permanent del af ens selvfortælling

At miste en vigtig person i barn- eller ungdom betyder, at man bliver givet en betingelse, der vil følge en resten af livet. Denne betingelse er i mit tilfælde, at det altid vil være en del af min historie, at min far er død. I mødet med andre mennesker forbliver det en del af mit fortælling, der på et tidspunkt skal siges højt og forklares. Det betyder ikke, at smerten er en konstant betingelse, men det betyder, at tabet ikke forsvinder eller bliver mindre aktuelt med tiden.

Det betyder også, at tabet kan følge dig gennem store livsbegivenheder. For mit vedkommende var det især at blive student, flytte hjemmefra og få min første kæreste. Her kunne jeg mærke at jeg manglede min far. Jeg var ked af, at han ikke kunne opleve de her store ting sammen med mig. Mange vil nok kunne nikke genkendende til, hvordan det er ved store som små milepæle, at vi mærker sorgen allermest. Ikke blot på grund af selve savnet, men også fordi det minder os om, hvor lang tid der er gået, og hvor stærk savnet stadig er. Jeg tænker at det vidner om, at sorgen er dynamisk og tilbagevende, altid i forandring.  

At føle sig anderledes end de andre

Når man har mistet en mor, far eller en vigtig omsorgsperson som barn eller ung, vil man være lidt anderledes end de andre på ens egen alder. De fleste mennesker oplever først tab af en nær relation senere i livet. Manges forældre når at blive gamle før de dør. Vi får som regel lov til at vokse op med vores søskende og venner ved vores side. Men for dem, der har en anden slags oplevelse, vil man nok altid føle sig en smule anderledes. Man kan føle sig ensom i sin egen oplevelse, eller vred fordi man ikke fik den tid, som andre fik med deres kære.

Jeg husker selv, hvordan jeg i folkeskolen og gymnasiet kunne få ondt i maven og blive helt stille, når andre i klassen snakkede om deres forældre og særligt deres fædre. I de situationer blev jeg mindet om, at mit liv ikke var som deres, og at årsagen til det var smertefuld. Den dag i dag oplever jeg stadig den her særlige følelse af savn og sorg, når jeg bliver mindet om, at jeg har manglet noget som andre har haft.

De store spørgsmål

Jeg tror aldrig, at sorgen går væk, uanset hvilken alder man har, når man oplever et tab. Det er efterhånden almindeligt kendt, at sorg ikke følger en lineær udvikling, hvor man til sidst bliver fri af den. Tværtimod er den for mange mennesker i bevægelse. Det har psykolog Elena Leah skrevet mere om her.

Jeg tror dog alligevel, at der kan være noget særligt uforløst ved oplevelsen af tab i en tidlig alder. Meningsløsheden kan føles stor, fordi hvorfor skulle den døde dø lige nu eller så tidligt? Hvorfor får andre lov til at beholde deres forældre helt indtil de bliver gamle? Der kan være en del spørgsmål, der er ubesvaret, fordi der desværre ikke findes et godt svar. Meningsløsheden er en del af sorgen, og især når man er ung. Man står overfor erkendelsen af ens egen og andres dødelighed, hvilket kan føles overvældende. 

Mit eget tab har vist mig, at livet er skrøbeligt, og at det ikke må tages for givet. Det har vist mig, at uretfærdige ting sker, og vi kan ikke altid gøre noget for at forhindre det. På samme tid minder den mig om, at det vi gør for andre, den rolle vi har, betyder enormt meget – også når vi er borte.

Til dig der har mistet som barn eller ung

Jeg har brugt meget tid på at tænke på, hvordan man kan give sorgen en plads, hvor den får lov til hverken at fylde for meget eller for lidt.  På nogle måder kan jeg selv bestemme, hvornår jeg besøger den og giver den plads. Men nogle gange rammer den bare ud af det blå. Måske fordi det er en særlig tid eller speciel dag, hvor man længes efter dem, der ikke er her længere. Paradoksalt nok rammer den også nogle gange, når jeg er allermest glad.

Det kan være vanskeligt at opnå balancen, hvor sorgen får lov til at være der uden at være altomsluttende. Jeg tænker at det kan være en god ide at give sorgen plads, når man kan mærke at den rumsterer inden i. På andre tidspunkter kan man lade den ligge den på en hylde, når livet skal have lov til at handle om alt muligt andet. Jeg tror det vigtigste og mest gavnlige er, at tale om den døde og sorgen, når man har brug for det.

At tale om den døde og sorgen

Det kan være svært at blive ved med at give den døde en plads, når de ikke er her længere fysisk. Andre mennesker kan have svært ved at bringe den døde op, i frygt for at gøre den der har mistet ked af det. Det kan være svært for venner og familie at vide, hvordan og hvor meget de skal snakke om den døde. Især når man er barn eller ung, kan man opleve at folk snakker mindre og mindre om den døde, som tiden går. De stopper måske med at spørge ind til sorgen, eller hvordan man har det med den. Der kan opstå en forestilling om, at ”nu er det jo så længe siden”, at sorgen ikke fylder længere, og derfor behøver vi nok ikke snakke om det.

Jeg har oplevet, at det har været mit eget ansvar at sørge for at der blev snakket om min far. Det kan føles som en uretfærdig opgave at stå med som sørgende. Men jeg tror også, at vi sørgende kan være dem, der er bedst til at rumme de svære følelser. Vi kan vise andre, at det er okay at snakke om den døde. Bare fordi nogen dør, betyder det ikke, at de ikke har været her engang. Det aftryk de har sat gennem deres kærlighed og nærvær eksisterer stadig. Jeg tror, det kan være gavnligt at turde snakke højt om savnet og sorgen. Det kan løfte lidt af den byrde man selv bærer rundt på, og gør den en smule mindre tung.

Ved at række ud til andre viser man også, at sårbarheden og sorgen godt må have en plads selvom, at den gør ondt. På et tidspunkt mister alle et vigtigt menneske i deres liv, og på det tidspunkt, er det rart at vide at der er nogen, der forstår og vil lytte. Det tror jeg vi, der har mistet, kan give videre til dem, der ikke har oplevet sorgen endnu.

Et usynligt fællesskab

At tale med de mennesker man har omkring en, kan bidrage med rigtig meget godt. Det kan være et kram eller bare nogen, der lytter. Men nogle gange kan det føles, som om de stadig ikke helt forstår. Det er særligt at have mistet en vigtig person tidligt i livet. Derfor støder man ikke nødvendigvis så tit på andre, der har de samme tanker og følelser om sorgen og døden. Følelsen af ensomhed kan føles enormt stor og gøre det sværere at se, hvordan man skal kunne leve hele livet med sorgen. Jeg har en stor del af livet manglet nogen at spejle mig i, når det kommer til at have levet med sorgen meget tidligt i livet. Jo flere mennesker jeg møder, der har haft en oplevelse med at miste tidligt, jo mere fyldes ensomheden ud.

Jeg vil gerne fortælle om en situation for nogle år siden, hvor jeg faldt over en artikel, der endte med at betyde rigtig meget for mig. I 2019 udgav Politiken en artikel i serien ”Far på Roskilde”. Den omhandler den unge kvinde, Petrea, der var på Roskilde Festival sammen med journalist Per Munch. Petrea har selv mistet sin far som barn. Hun deler hvordan det har formet hende og fortsat påvirker hende i de glædelige, festlige situationer, som en festival fx kan være. Jeg læste artiklen og kunne spejle mig i hendes fortælling. Det endte med at jeg rakte ud til Petrea på instagram og sagde tak til hende for at dele. Hun skulle vide at hendes fortælling var nået langt og havde betydet noget for en, der havde det ligesom hende. Vi spejlede os i hinanden, og vidste at vi ikke var alene.

Men at møde et andet menneske på den måde er ikke altid noget, man kan planlægge. Det sker bare nogle gange. Derfor har jeg oplevet, at der er andre måder at opsøge det her lidt usynlige fællesskab af sørgende, som man er en del af, som en der har mistet. Det eksisterer i litteraturen og i de medier, hvor vi kan dele vores fortællinger med hinanden.

Anbefalinger til at kunne spejle sig i andre, som har mistet, og derved forstå sig selv bedre

• ”I min lomme ligger en sten” DR Dokumentar

I denne podcast fortæller radiovært Line Kirsten om, hvordan det var at miste sin lillesøster, da de begge var børn. Line Kirstens fortælling handler om, hvordan sorgen er noget man bærer med sig gennem livet. Podcasten sætter virkelig fint ord på, hvordan det føles at miste en vigtig person, når man er ung. Den er samtidig en rørende fortælling om, hvordan dem vi mister ikke forlader os, når de dør.

Du kan høre podcasten her.

• Bag Skyerne – når børn sørger (kan ses på DRTV)

Denne fine dokumentar følger en gruppe amerikanske børn, der har mistet en eller begge forældre. Børnene deltager i et sorggruppeforløb løbende. Dokumentaren er en samling smukke, hårde og rørende fortællinger om at miste som barn, og hvordan man lærer at leve med sorgen. Børnenes måder at udtrykke og bearbejde deres sorg på, er inspirerende og tankevækkende i en kultur.