Nøgleord: Vinterdepression, symptomerne på vinterdepression, SAD, Seasonal Affective Disorder, råd mod vinterdepression

Det er vinter, det er mørkt, og det er koldt. Det kan vi alle sammen mærke. Mange kender også følelsen af at blive ekstra træt og trist i denne tid. Heldigvis er mørket ikke noget nyt men en del af årets gang. Det er en tid, vi alle må igennem hvert år, men vi ved også, at om ikke ret mange måneder slår det os pludselig, at dagene igen er blevet længere og soltimerne flere. Men særligt her i starten af vinteren kan tristheden ramme, og vejen føles lang. Det er også noget, kunstnere af forskellig art har beskæftiget sig med. Kool and the Gangs Winter Sadness er et eksempel på en vemodig sang om overgangen til vinteren, der spejler det humør, mange af os er i for tiden.

I denne artikel kan du blive klogere på, hvilken psykologisk betydning mørket har for os. Du kan læse om diagnosen Seasonal Affective Disorder (ofte kaldet vinterdepression), om symptomerne for vinterdepression, om forskellige måder at forholde sig til mørket, om hvordan du laver dit eget lysritual, og endeligt vil der være nogle gode råd til at styrke humøret mod mørket.

Hvad er en vinterdepression og hvad er symptomerne på vinterdepression?

Seasonal Affective Disorder (med det ret ironiske akronym SAD) er den diagnose, som i daglig tale er kendt som vinterdepression. At blive trist om vinteren er ikke det samme som at have en vinterdepression. For at noget kan kaldes vinterdepression, skal det opfylde kriterierne for almindelig depression.

Vinterdepression er en type depression, der opstår om efteråret og forsvinder i foråret år efter år. Den rammer omkring 5-10% af befolkningen. Symptomerne på vinterdepression er overordnet set som ved andre former for depression:

  • Lavt energiniveau
  • Forandret søvnbehov
  • Nedtrykthed
  • Forandret appetit og vægt
  • Nedsat sexlyst
  • Nedsat socialt behov

Særligt for vinterdepression udtrykker det sig ofte som et behov for at sove og spise mere. Forskere mener, at det er den nedsatte mængde lys, der er hovedårsagen til vinterdepressioner.

Det er vigtigt at huske, at det er helt normalt at blive trist og træt om vinteren, men hvis ovenstående symptomer fylder meget i din hverdag, kan det være en god idé at tale med en psykolog eller læge om det og evt. få depression behandling. Under alle omstændigheder er det en god idé at dele dine oplevelser med venner eller familie, da the winter blues er noget, de fleste kender til.

Selvom SAD oftest knyttes til vintermånederne, kan depressionen også ramme i andre årstider. I dette afsnit fra podcasten Tårekanalen fortæller Rikke Collin og Christian Klintholm om at opleve tristhed i sommermånederne. Hør desuden mere om den neurologiske og genetiske baggrund for vinterdepressioner i dette afsnit af podcasten Brainstorm.

Vintersolhvervet nærmer sig

Den 21. december er det vintersolhverv. Det er altså årets korteste dag. Selvom det kan lyde lidt demotiverende, betyder det jo rent faktisk, at efter denne dag vil hver dag være lidt lysere end den forrige. I gennemsnit får vi fra denne dag 3 minutter og 20 sekunder mere sol hvert døgn.

I denne artikel fra Illustreret Videnskab kan du læse mere om den videnskabelige baggrund for vintersolhverv: Vintersolhverv 2021: Årets korteste dag

Fortællinger om mørket

Vintermørket er noget, mennesker på den nordlige halvkugle har måttet overleve til alle tider. Derfor giver det mening, at der er opstået forskellige kulturelle måder at forstå og håndtere det manglende lys på. De forskellige forståelser skaber forskellige fortællinger om mørket. En udbredt fortælling kan være, at mørket er noget, vi skal overvinde ved at stå sammen og lyse det op. En anderledes fortælling kan være, at mørket også bringer noget godt med sig. At det markerer en tid med plads til ro og refleksion. De kulturelle fortællinger kan gøres personlige af de mennesker, der oplever mørket. Du har sikkert også selv en fortælling om vintermånederne. Er de bare nogle, der skal overstås, eller rummer de også noget, du ser frem til? For mange mennesker kan julen være med til at gøre den mørke tid lidt lysere.

Julen lukker lyset ind

I Danmark må juleaften siges at være den største tradition, der markerer, at vi står sammen mod mørket. Julen rummer selvfølgelig mange symbolske, religiøse og kulturelle betydninger, men oprindeligt var julen faktisk en vintersolhvervsfejring. I dette afsnit af podcasten Brinkmanns Briks tager psykolog Svend Brinkmann og antropolog Rane Willerslev en række af julens mange traditioner op til debat.

Overalt i verden fejres lyset med forskellige traditioner. Der findes både den keltiske Imbolc og den jødiske Hannukah. I hinduistiske lande fejrer man Divali. Her symboliserer lyset håb og det godes sejr over det onde. Det ser altså ud til at lysfejringerne dækker et almenmenneskeligt behov. Vi har brug for at finde sammen i de mørke tider.

Divali - Symptomerne på vinterdepression
Den hinduistiske højtid Divali fejres traditionelt med stearinlys og fyrværkeri

De mange lysfejringstraditioner rummer også en særlig fortælling om mørket. Mørket bliver noget, vi sammen kan sejre mod ved at lyse det op og rykke sammen. En sådan fortælling kan være med til at gøre vintermørket lettere at holde ud.

Man kan også bringe mere lys ind i mørket på andre måder. I februar lyses København for eksempel op til Copenhagen Light Festival og fra d. 3. december åbner Contemporary Art op for deres udstilling “Light and Space”.

Lav dit eget ritual – særligt hvis du ikke er fan af julen

Julen eller andre vinterhøjtider er ikke nødvendigvis en lys tid for alle. Måske fordi man af den ene eller anden grund ikke kan slappe af i selskab med sin familie, eller måske fordi forskellige dele af højtiden kan bidrage til ubehag for den enkelte. Af den grund behøver du dog ikke gå glip af at fejre og markere, at lyset vender. Hvis du har lyst, kan du lave dit eget lysritual enten alene eller med en ven. Det kan se ud på mange måder, men her er en hurtig guide til, hvordan det for eksempel kan foregå:

  1. Vælg et tidspunkt og sted og tillæg dem gerne en symbolsk betydning. For eksempel kunne du vælge solnedgang på vintersolhverv, fordi det symboliserer, at der nu kommer lysere tider.
  2. Vælg en handling og tillæg den gerne en symbolsk betydning. Det kunne være at tænde en stjernekaster, fordi den lyser mørket op.
  3. Vælg en tekst, du kan læse højt. Du kan enten finde en tekst, du kan lide, eller du kan skrive nogle ord selv. Det kunne for eksempel være en liste over de ting, du glæder dig til i foråret, eller de ting, du værdsætter i vinteren.

Så er du klar med dit eget ritual! Det kan virke mystisk, men i virkeligheden er det noget af det samme, vi gør, når vi for eksempel fejrer jul eller nytår for at markere noget vigtigt.

Montréal - Symptomerne på vinterdepression
Solopgang over Montréal 22. september 2021. Jeg markerer selv altid årets gang ved at se solopgangen ved forårs- og efterårsjævndøgn.

At give mørket plads – en ny fortælling om mørket

”Det er en lettelse at genkende ting, man bærer inde i sig selv, uden for sig selv”. Sådan siger Søren Ulrik Thomsen om vintermørket i et interview i Weekendavisen. Digteren åbner op for en anden fortælling om mørket. Måske mørket i sig selv kan bringe en psykologisk lettelse. Mørket kan vise os, at vi ikke er alene med at mærke det tunge i livet. Det kan også give en pause fra de hektiske sommermåneder, hvor nogle oplever et pres for at være aktiv hele tiden. Det er en naturlig del af årets gang, at bladene falder af træerne, og fuglene flyver væk. På samme måde rummer et almindeligt menneskeliv også sorg og smerte. Sådan kan den mørke tid give plads til at rumme ens eget mørke. I mørket er der også et løfte om lysere tider, hvor blomsterne springer ud, og fuglene kommer igen. Det kan være hjælpsomt at tilslutte sig en fortælling, der giver mørket og tristheden plads, fordi vi ved, at den ikke varer evigt.

Læs interviewet med Søren Ulrik Thomsen om klimakrise og vinterens betydning her.

Gode råd mod vinterdepression

Her til sidst skal du ikke snydes for nogle gode råd til at forebygge vinterdepressioner og bekæmpe vintertristhed.

  1. Kom ud i lyset! Gå en tur i de timer, hvor solen skinner
  2. Køb en lampe! Der findes særlige lamper til behandling af vinterdepression, men selv det at trække gardinerne fra og tænde lyset i stuen kan have en effekt
  3. Rejs sydpå! Tag en ferie tættere på ækvator og få nogle flere solskinstimer
  4. Sov godt! En stabil døgnrytme kan være svær at opbygge men kan hjælpe din mentale tilstand meget
  5. Ring til en ven! Social kontakt kan også forebygge vintertristheden

Hvis dine symptomer på vinterdepression fylder meget i din hverdag, er du velkommen til at hive fat i os for terapi. Book en tid her og kom til inden for en uge.

Kategorier: depression

Lise Hagen

Lise Hagen

Jeg interesserer mig for mange dele af psykologien, der jo spænder over mange videnskabelige discipliner. Særligt er jeg optaget af de mere humanistiske og sociokulturelle retninger såsom den narrative psykologi, eksistenspsykologien, fænomenologisk psykologi og poststrukturalisme.

2 Kommentarer

Anna · 1. december 2021 kl. 10:52 pm

Spændende læsning!

    Psykolog Elena Leah · 8. december 2021 kl. 9:55 pm

    Hej Anna
    Tak – det er jeg sikker på, at vores skribent Lise sætter pris på. Hun har netop gang i endnu en spændende artikel, så bliv endelig hængende.
    De bedste hilsener
    Elena

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *