Selvom Danmark er igang med at åbne op, er vores hverdag og verden stadig stærkt præget af coronakrisen. Folk bliver stadig indlagt og dør, virksomheder bløder, unge kan først vende tilbage til uddannelse efter sommerferien… Mange af dem, som har det svært, får det værre (Læs mere her, hvor jeg giver konkrete redskaber til at tackle angst under coronatider). Og mange, som normalt havde et fint liv førhen, kan begynde at udvise forskellige symptomer. Der er stadig vej endnu. Men midt i det hele, findes der også folk som trives. Folk som endda har det bedre under coronakrisen, end normalt. Dette indlæg handler om dem, og hvad vi kan lære af dem.

Nogle mennesker med psykiske udfordringer trives bedre under corona end normalt

Magasinet Outsideren udgav d. 19. april spændende fund på baggrund af en undersøgelse blandt sine brugere. Undersøgelsen viser at 6 ud af 10 psykisk sårbare trives under coronakrisen. Det er særligt elimineringen af forventninger til et begivenhedsrigt og socialt liv, som har givet ro. Særligt blandt unge mennesker, er der en forventning om, at man skal leve et socialt og spændende liv. De sociale medier, hvor vi får den halve sandhed, er ofte med til at give et billede af, at alle har det sjovt og altid hænger ud med vennerne – altså alle, pånær den der sidder bag skærmen. Nu hvor vi direkte opfordres til at sidde indendørs og undgå afk-kontakt, taler vi pludselig samme sprog, som mange udsatte normalt kan være kede af eller direkte skamme sig over. Det er ikke alene blevet normalt at sidde hjemme – det er endda blevet positivt og beundringsværdigt. Man udviser samfundssind. Man er en god borger.

Et andet interessant fund i undersøgelsen er, at mange med udfordringer oplever det som en styrke at have været i krise før. Som en respondent skriver; “Jeg har været i krise før. Og jeg lærte, at jeg overlever. Og jeg har fået styr på hvad, jeg skal være opmærksom på, og hvordan jeg undgår at blive syg.” Det er så fint skrevet og bekræfter én af årsagerne til, hvorfor modgang ikke behøver at ødelægge os. Hvis man omfavner svære ting i livet og tilegner sig mestringsstrategier bliver man ofte bedre rustet til livets modgange.

Fraværet af hverdagen kan være positivt

På samme måde fortæller flere af mine klienter, at coronakrisen har været en kærkommen periode i deres liv. Pludselig har de fået overskud og de føler, at de hviler mere i sig selv. I stedet for at stresse over fremtiden og kæmpe med at få uddannelse, job, kæreste, venner og fritidsinteresser til at hænge sammen, er der nu blevet plads til dét som virkelig betyder noget. I stedet for at piske sig selv og konstant tænke fremdrift, kan mange unge nu hygge sig, trække vejret dybere ned i maven, tage tingene i eget tempo. Flere dyrker deres fritidsinteresser i højere grad og går på youtube for at lære nye ting. Hjemmeyoga bliver også nævnt en del. Fælles for dem, som trives under coronakrisen er, at de bevarer en vis form for rutine, men prioriterer også at slappe af og hygge sig. De accepterer og tilpasser sig omstændighederne. Selvom uddannelse kører videre, så er det uundgåeligt på et lavere blus, og kan foregå mens man har natbukser på. Der er færre forventninger og mindre fremdrift og det klæder samfundet. Særligt de unge.

Den måde mange oplever denne periode på, kan sammenlignes med en ferie. Og det er faktisk rigtig interessant. Vi ser ofte, hvordan folk i alle aldre går ned i tempo, når de har ferie. Vi nyder livet, slapper mere af, tager tingene mere roligt og er generelt gladere. Når vi så kommer hjem fra ferie, og hverdagen træder ind, så bliver vi slået tilbage til stress, underskud og søvnløse nætter. Coronakrisen har for mange betydet en form for tvunget forlænget ferie.

Spørgsmålet er, om man kan finde ud af at anskue coronakrisen som en form for forlænget ferie og acceptere uvisheden. Har man indset, at man kommer til at overleve denne krise? Kan man finde ud af, at få det bedste ud af den?

Dette bør vi tage med os fra coronakrisen

Hvis du er én af dem, som trives særligt under denne tid, kan det være en god idé at undersøge, hvad det skyldes. Hvad er det der gør, at du er glad? Er det fraværet af ting i dit liv? Skyldes det tilføjelsen af noget? Eller måske en blanding? Skriv det ned på et papir og overvej, om det er nogle ændringer du kan implementere i dit liv fremadrettet. Gør det så konkret som muligt, så der er mulighed for at handle på det.

Hvis du er én af dem, som har det svært lige nu, kan det være fordelagtigt at undersøge hvorfor. Hvorfor trives du ikke? Er det uvisheden der nager dig? De manglende sociale relationer, som du savner? Eller måske noget helt tredje? Kan du gøre noget ved det? Kan du finde alternativer og kompromisser til dine behov, som kan gøre situationen bare lidt lettere? Hvis du føler, at det er svært at besvare spørgsmålene og gøre konkrete tiltag i din hverdag, hjælper jeg dig gerne på vej. I denne tid snakker jeg med mange unge om, hvordan man kan vende skuden og få det bedste ud af coronakrisen. Du kan booke en tid til en online samtale her.

Læs om Outsiderens undersøgelse her.

Kategorier: corona

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *